Om Hosekræmmerne
Foreningens navn er MARCHFORENINGEN HOSEKRÆMMERNE. Dens hjemsted er Trehøje der er en del af Ny Herning Kommune. Foreningens formål er gennem tilrettelæggelse og deltagelse i traveture at fremme interessen for og glæden ved at færdes i naturen til fods. Vandre- og marchture er uden egentligt konkurrencemoment.
Foreningen arrangerer i det omfang, der er interesse herfor, rejser til marcher i ind og udland. MARCHFORENINGEN HOSEKRÆMMERNE er en sports- og interesseforening i Trehøje der er en del af Ny Herning Kommune. Marchforeningen Hosekræmmerne blev stiftet den 10. april 1975. Initiativtagerne til foreningen var medlemmer af KFUM's roverklan.
Nogle af disse spejdere havde i 1969 været med på marchtur i Viborg, Hærvejsmarch, og enkelte havde været med til en stor march i Holland, Nijmegenmarch. De kunne lide at være med til sådanne ture, men der skulle træning til at klare strabadserne, så derfor skulle de gå nogle mindre ture først, og gennem Lokalavisen inviterede de alle, der havde lyst, til at gå sammen med dem. Der var en del, der fulgte opfordringen.
De første par år sammen med spejderne var der ingen speciel forening bag, men da interessen blev større, mente man, at en sådan skulle oprettes, og så blev MARCHFORENINGEN HOSEKRÆMMERNE stiftet.
Foreningen fik navn efter roverklanen, der hed Hosekræmmerne.
I første omgang var meningen at samle deltagere til træningsture og ture i ind og udland, men det blev snart aktuelt, at foreningen selv skulle arrangere en march, det blev Hosekræmmermarchen, der blev gået første gang i 1976.
Marchforeningen Hosekræmmerne har også været med til at lave Rundvandrevej Trehøje sammen med Herning Kommune og Trehøje Turistudvalg.
Vi behandler medlemmernes data iflg. persondataforordningen af 25 maj. 2018.
I kan til enhver tid rette henvendelse til vores kasserer som har ansvaret for de oplysninger som omhandler det enkelte medlem, og få oplysninger om hvilken data vi besidder om den enkelte, eller evt. få dem slettet. Efter 3 år uden aktivitet slettes data automatisk.
Nyd den friske luft og skønne natur, og og husk at, "gå motion er go´ motion".